Et børneliv på kanten af Vesterhavet!
Hanstholm Naturvuggestue er en lille og tryg institution, hvor omsorg og natur er vores kernefokus. Vi prioriterer varme hænder og den nære relation mellem de voksne og børnene. Vi er en Grønne Spirer-institution og børnenes oplevelser i og med naturen er omdrejningspunkt for vores hverdag. Naturvuggestuen omgives af en storslået natur, og ligger, som resten af Hawkanstbørn, på kanten af Vesterhavet og under en vidtstrakt himmel. Dette giver os ideelle muligheder for at gå i skoven, på havnen, til skrænten, i børnehavens kolonihave ved Hanstholm fyr mm. Når vi ikke er på tur har vi vores egen lille legeplads, hvor børnene trygt kan lege. Vores højeste prioritet er børnenes trivsel – trivsel er forudsætningen for at barnet kan spire og møde verden trygt og nysgerrigt. Derfor skal tingene gå langsomt her – vi tager os god tid og lægger vægt på nærværet sammen med børnene.
At være Naturvuggestuefamilie
At være naturvuggestuefamilie er en livsstil. Når man vælger at blive en del af Hanstholm Naturvuggestue vælger man ikke blot et dagtilbud til sit barn, man tilvælger også det forpligtende fællesskab. Når man bliver en del af dette fællesskab forventer vi, at man som forældre deltager aktivt i Naturvuggestuens liv og tager del i de aktiviteter der kræves for at holde institutionen i gang og som nærer det levende fællesskab i og omkring naturvuggestuen. Disse aktiviteter indebærer, foruden forældremøder og forældresamtaler, bl.a. et årligt Julemarked, et årligt Cykelsponsorløb, arbejdsdage, bedsteforældredag mm. Forældre er samtidig altid velkomne til at komme med forslag til nye tiltag.
Hvis vi har vækket jeres nysgerrighed og interesse, eller hvis I har nogle spørgsmål er I meget velkomne til at ringe til os eller kontakte os via kontaktformularen herunder.